I fredags, da jeg havde lige fået fri fra det skønne, nye job som regnskabschef, jeg har fået på et reklamebureau på Østerbro. Hele dagen havde jeg gået og glædet mig, og var nu trukket i stilletterne og har taget cardiganen af, så den smukke kjole tog sig bedst muligt ud. Jeg dansede ned af Studiestræde. Solen skinnede. Smukke mennesker så stort på Færdselsloven. Havde jeg bedre tid og flere penge, ville jeg gå i antikvariaterne og kigge i reolerne efter, hvem ved, måske en bog, der besvarer livets stor spørsmål: Hvad laver jeg i det hele taget her, og hvad er mit formål? Det kan også være at jeg ville købe flere sko.

Lige nu var mit formål klart: Studiestræde 14, om i gården og ned af trappen på TS Bar, hvor vidunderlige Trine og Michael holdt releasefest for Cougarcentral, et datingsite, hvor modne kvinder møder sprøde, unge mænd. Jeg er jo lykkeligt gift, så jeg er ikke selv i markedet for en ung mand, men jeg ville gerne ønske Trine tillykke med det vellykkede projekt. Og så have det rigtig sjovt.

Da jeg kom af med frakken nede i baren, stod Trine og tog imod. Jeg har ikke talt med hende alt for længe, men det var som om den tid, der er gået, helt var visket ud. Trine mødte jeg første gang, da jeg var til release på en kalender, jeg var kalender-pige på. Det var den aften, jeg næsten gik med den forkerte mand hjem, og hvor det gik op for mig, at ville kræve hårdt arbejde at redde mit ægteskab. Dengang var jeg ikke engang sikker på, at det var det jeg ville. Men historien viser, at det ville jeg. Og det kunne jeg. Trine bagte på samme mand, men endte med at tilbringe en hel nat i en trappeopgang i indre by, med en halvtom kasse hvidvin som eneste selskab.

Det var nu ikke det vi talte om, Trine og jeg. Og da vi havde snakket af, gik det op for mig, at Trine var den eneste til festen, jeg kendte i forvejen. Jeg havde ikke lyst til at gå hjem endnu, så jeg fattede et glas hvidvin og kastede mig ud i den mest effektive kedsomhedsdræber, der findes: Smalltalk med vildt fremmede. Det praktiserede jeg helt til den optræden, der var en del af festen, begyndte. Jeg nåede oven i købet at møde et helt igennem godt menneske, der tænker på andre, før hun tænker på sig selv.

Der var stangdans. Der var Burlesque-show. Der var oplæg fra en sexolog om, hvad det er modne kvinder får ud af at være sammen med en yngre mand. Jeg hørte efter og fandt, at alt det man kan få hos en ung mand, det har jeg allerede derhjemme. Jeg er SÅ godt gift. Jeg var en lille smule fjollet af hvidvinen, og en lille smule varm af al den snak om sex. Og så startede live-musikken. Eller.. det var playback, men sjovt var det. Jeg dansede. Også op og ned af en smækker 25-årig, men det var bare skæg og ballade. Jeg dansede en lille numsedans sammen med en pige, jeg havde mødt. Det var intet mindre end fabelagtigt. Jeg har ikke haft det så sjovt længe.

Jeg ville så gerne blive og feste hele natten, men jeg havde lovet at komme hjem. Der var engang hvor jeg ville have 'glemt' det og havde fundet en at flirte med i stedet. Men ikke i fredags. Jeg var varm og fjollet og havde bare lyst til at kysse en eller anden. Lyst til at kysse en bestemt. Så jeg gik, da livemusikken stoppede. Ringede i forvejen og bad min dejlige mand om at putte børnene, så vi kunne få fred til at udføre de planer, jeg havde. Købte en flaske hvidvin til deling.

Endelig hjemme blev jeg taget imod med åbne arme af en forventningsfuld Præmietyr, og vi elskede hinanden så englene sang. Bagefter lå jeg i hans arme og faldt i søvn. Vi har fundet en måde at smide alle stumperne i det konventionelle parforhold op i luften på, og lægge dem til rette efter lige netop vores ønsker. Vi har bygget et liv, vi gerne vil leve. Et liv, hvor min mand kan bruge tid sammen med vores børn, og hvor jeg kan have en karriere, jeg kan være stolt af. Et liv, hvor det er ok, at jeg er skaffedyret, og min mand klarer baglandet. Det er sådan vi helst vil have det. Og gennem alt strømmer kærligheden.

Det er som om en cirkel er sluttet

Men intet er slut. Der er ingen garanti for at jeg lever lykkeligt til mine dages ende, og jeg ville også kede mig på den måde. Jeg skal udfordres. Jeg skal prøve nye ting. Nogen gange vil det være over the top vidunderligt, og nogen gange vil det være skrækkeligt rædselsfuldt nederen. Jeg håber på mest af det første, men er også realistisk. Det er den grå grød i midten, jeg håber at kunne begrænse mængden af.

Og det tankevækkende er, at cirklen sluttes når jeg møder Trine.

I disse dage er det et år siden, at jeg opgav kampen på mit gamle arbejde og overgav mig til det faktum, at jeg havde tabt en åndssvag, misforstået magtkamp mellem to normalt begavede kvinder. En kamp, der basalt set bundede i frygt og frustration. Der er gjort tåbelige og tankeløse ting på begge sider. Set fra min side af hegnet, i al fald. Tid har givet rum for refleksion over alt det, der skete dengang.

Jeg vil ikke bruge tid på at være et offer. Jeg kan bare se, at jeg blev begravet i opgaver jeg ikke fungerede med af en chef, der vist synes at nu var jeg blevet lige dygtig nok, og derfor følte sig truet. Hun troede, at jeg ville have hendes job, hvilket er en stor fejltagelse, som jeg prøvede at rette mange gange. Men jeg kunne ikke overbevise min tidligere chef om, at 2+2 godt kunne blive 5, hvis vi bakkede hinanden op og blev i hinandens netværk, når jeg voksede fra min stilling som chefens højre hånd. Der var for lavt til loftet, og ambition blev ikke set som en god ting, men som en trussel. Og oven i alt det blev der for mange opgaver i afdelingen til, at det var menneskeligt muligt for de få medarbejdere, vi var, at løse dem. Så til sidst kastede jeg håndklædet i ringen. Man skal ikke fortsætte med at kæmpe, når det er åbenlyst, at man har tabt.

Jeg har hørt fra en tidligere kollega, at min gamle chef nu også har skiftet arbejde. Jeg har tænkt på, at da virksomheden jo kender mig, ville der måske være en mulighed for mig. Men ved nærmere eftertanke vil jeg ikke røre min gamle afdeling med en ildtang. Der er for mange mennesker, som stadig er der, og som jeg har mistet tilliden til. Der er også hæderlige og ordentlige mennesker tilbage på mit gamle arbejde, og dem ville jeg ikke tøve to sekunder med at arbejde sammen med. Men så er der lige det der tillidsbrud, som jeg ikke kan leve med. Så jeg ringer ikke og tilbyder mig selv. Det vil jeg ikke byde mig selv. Nok er jeg ambitiøs, men hverken dum eller naiv.

Og så har jeg det faktisk rigtig godt i mit nuværende job. Skulle jeg klage over noget, så skulle det være, at jeg gerne vil have lidt mere at lave. Lønnen er OK, frokosten lækker, og jeg elsker mine kolleger. Græsset er virkelig meget grønnere her hvor jeg er.

Jeg fik et billede af min familie i julegave. Min mor og far og os, deres fire børn. Billedet er ti år gammelt og fra min lillebrors nonfirmation. Jeg så mig selv tyve kilo for fed og med en kikset klipning. Dernæst mig selv i spejlet. Ingen forskel.

Jeg kan meget bedre lide billedet i gangen fra den dag min mand friede til mig. Jeg var fandme lækker.

Jeg vil klippes af en ordentlig frisør. Og ingen skal holde mig væk fra træningscenteret.

Her til aften var der gratis adgang på Louisiana i anledning af åbningen af den nye udstilling med billeder af kunstneren Walton Ford. Hans billeder forestiller æstetisk smukt udførte  og meget naturtro dyr og fugle i en verden, der ødelægges og korrumperes af mennesket.

Jeg blev uendeligt trist over menneskenes destruktive natur. Men samtidig er der håb, for jeg oplever Walton Fords billeder som kunst, der vil gøre mig til et bedre menneske ved at vise mig, hvor rådden verden er. Det er vores angst og grådighed og magtsyge og tankeløshed, der ødelægger det hele. Hvad bilder vi os egentlig ind, at vi forsøger at knægte den natur, vi er kommet af? Vi er det mest magtfulde dyr på jorden. Vi bilder os oven i købet ind, at vi små mennesker kan ændre klimaet. Det giver et enormt ansvar.

Et af billederne forestiller den cubanske røde ara, der undgik fælderne i sin brændende sump med en fanden-i-voldskhed i blikket. Det billede må godt hænge hjemme hos mig. Den cubanske røde ara er nu uddød. Men jeg tror, at han her har snydt sine bødler og er død af alderdom dybt, dybt inde i sumpen.

Duemotivet er et myldrebillede med flere duer en jeg kan tælle. Jeg får en lille smule kvalme af dem. De hakker på hinanden, de skider på hinanden, de ødelægger hinandens æg og unger. Og det har de så travlt med, at de helt glemmer at lette fra den gren, der fra junglens højeste træ er knækket af og hvirvler mod jorden med dem alle sammen på. Kun nogle få, der er lidt klogere end de andre, kan se hvad der er ved at ske og flyver deres vej. Sådan er vi mod hinanden. Vi slås indbyrdes om begrænsede ressourcer, og imens saver vi den gren over, vi sidder på.

Så er der brølaeben, der myrder sin rival, papegøjen, i ren jalousi. Sådan er nogle mennesker også. Ikke mig. Jeg nøjes med at svine mine rivaler bag deres ryg.

Kalkun-hannen, der koldblodigt myrder en langt mindre fugl uden større overvejelser. Kalkunen var nær blevet USA's nationalfugl. En kommentar til USA's krige i resten af verden? Koldblodige mord på de mindre stærke?

Næsehornet, fanget på et synkende skib, i lænker, ude af stand til at svømme i land. Er det en påmindelse om, at man skal passe på, hvem eller hvad man lader sig indfange af? Selvom man er stærk og stolt og robust, en kampvogn blandt dyrene, så kan de forkerte mennesker trække dig ned i dybet og mørket, og tilintetgøre den du er.

Jeg tror, jeg blev et lidt bedre menneske i aften. Jeg tror, jeg blev lidt klogere på mig selv og det her menneskeliv. Det er god kunst for mig.

Verden ramlede i mandags.

Jeg havde været ude og spise indisk i indre by med en veninde, der lå i lønforhandling til en virkelig fed stilling i Rigspolitiet. Vi havde fået ordnet det meste af Verdenssituationen og var i gang med at betale, da min telefon ringede. I den anden ende var min stortudende Præmietyr.

Torsdagen for inden havde vi fået besked om, at min svigermor, en elskelig dame på 64, var blevet indlagt med mavesmerter og akut var blevet opereret. En halv meters penge af tynd- og tyktarm var stærkt betændt måtte fjernes omgående. Operationen gik egentlig godt, men hun var slet ikke sig selv om søndagen, da vi besøgte hende. Præmietyrens to brødre havde været på besøg fredag og lørdag, da vi ikke ville udmatte hende. Hun var meget svag og kunne ikke selv tage føde til sig.

Mandag aften gav Svigermors i forvejen svage hjerte op, og hun forlod os. Selvom hun havde været syg op til, så ingen af os det komme, og vi endte i klassisk chocktilstand. Jeg skyndte mig hjem, da jeg modtog beskeden. Der var naturligvis tårer. Der går mange historier om hæslige svigermødre, men min var ikke en af dem. Hendes hjem var altid åbent, og hun blev glad, hvis man blev en uges tid. Der manglede aldrig noget, når man var hos hende. Nu er de lange ferier hjemme hos hende slut for altid. Det er mærkeligt og vemodigt at tænke på.

Jeg håbede hele mandag aften og et godt stykke af tirsdagen, at det hele var en fejl. Lige om lidt ville de ringe fra sygehuset med besked om, at det hele var en dum misforståelse, og Svigermor nu var oppegående. Det gjorde de ikke. Jeg forstod det, da bedemanden kom, og vi skulle vælge kiste og blomster.

Nu har jeg brugt et par dage på at synes, at det hele var enorm uretfærdigt. Hvilken gud tager en så højt elsket kvinde fra sine kære? Hun skulle have haft mindst tyve gode år endnu! Men sådan skal det altså ikke være.

Accepten er begyndt at komme snigende nu. Svigermors krop skal ned og ligge ved siden af Svigerfars. Ham savner specielt min Præmietyr også en gang imellem, selvom det er 11 år siden, vi mistede ham på en smuk aprildag. Men nu skal de ligge der sammen og formulde. Og det er OK. Vi slipper hende fri på tirsdag.

Først fødes vi ind i denne verden. Så undergår vi forvanlinger hele livet. Fra barn til voksen til olding, hvis vi er heldige. Og til sidst dør vi og slipper den fysiske krop. Jeg håber, vi kommer et bedre sted hen, fyldt med kærlighed og lys og varme, hvor al smerte er ophørt. Men jeg ved det ikke.

Det er hvad jeg vælger at tro.

Jeg er fuld af ustrukturerede ord, så nu griber jeg lige fat i en af enderne.

Jeg har ferie for øjeblikket. Jeg skal først på arbejde igen på mandag, men jeg er allerede begyndt ikke at glæde mig. Jeg har slet ikke glædet mig på noget tidspunkt, men nu begynder der at udvikle sig en aversion. Jeg ved, at jeg gør det bedste jeg kan når jeg er der inde, men alligevel dukker der fejl op. Jeg hader når jeg laver en fejl og ikke selv opdager den først.

Det er et skråplan at jeg ikke glæder mig. Jeg føler mig som en fiasko. Som om jeg bare ikke fatter hvad der kræves af mig. Som om jeg gør ikke alting, men alt for meget forkert. I det hele taget føler jeg mig ikke så glad som jeg gerne vil være. Et sikkert tegn på mistrivsel hos mig er vægtøgning. Jeg har taget ca. et kilo på om måneden siden jeg startede derude, så det er jo blevet til en del. Jeg er bange for at jeg skal blive så stor, at ingen andre vil ansætte mig. Sådan en tyk trunte, når hun ikke engang kan styre sin egen vægt, hvordan kan hun så styre vores økonomi? Vægt mod intellekt.

Det er nogle væmmelige, ublide tanker. Det gør ondt. Nogen gange spiser jeg et eller andet for at få det til at gå væk. Eller køber noget. Nogen gange har jeg bare en sær nedtrykthed i hele kroppen. Jeg er træt hele tiden de dage jeg arbejder og kan ikke overskue også at skulle dyrke motion. Det nytter jo alligevel ikke noget.

Og manden er sød nok, men jeg bliver så let irriteret. Og ungerne er søde nok, men krævende. Jeg kan slet ikke give dem så meget af mig, som jeg gerne vil. Jeg kan ikke få min krop og min hjerne til at slappe af. Lige nu, hvor jeg skriver disse ord, så jeg selv kan se indholdet i min hjerne, en lille smule grådlabil.

Der er altså eet eller andet i vejen med mig. Jeg burde virkelig være lykkelig, men er det ikke rigtig. Jeg har jo gjort alt det der skal til for at blive lykkelig, tror jeg nok. Taget en uddannelse og har skaffet mig hus og mand og børn. Jeg har bevis for, at Verden vil mig det godt.

Helt konkret fandt elektrikkeren for et par uger siden et strømførende kabel på vores loft, der bare lå overklippet og indviklet i tape for enden, men aldrig korrekt nedtaget. Opskriften på en elektrisk brand. Men i fire år er der ikke sket andet, end at kablet til sidst kortsluttede en lille smule og blev ved med at knalde propperne ude i bryggerset. Nogen passer på os, så der ikke tilstøder os noget ondt. Jeg ved, at verden er venligt stemt over for mig og mine. 

Men hvorfor har jeg det så sådan her? Jeg flyder rundt i min stinkende, sure suppe uden kurs. Jeg har igen mål. Ikke noget jeg vil opnå. For hvad er der egentlig mere til mig? Ud over pension og død og det der ind i mellem, man kalder livet?

Jeg havde en mærkelig samtale under indflydelse af alkohol med min nærmeste chef. Han bad mig om selv at tage initiativ til beslutninger, der vedrører hele virksomheden, ellers kan han ikke bruge mig om et halvt år. Det lyder måske hårdt, men gennem spruttågerne mærkede jeg bare en enorm omsorg for mig. Jeg forstod, at hans plan med mig er, at jeg skal have meget mere ansvar. Hvis ikke jeg tager det på mig, må han finde en der vil. Jeg tør bare ikke. Vi har aldrig talt om det senere.

Det er mærkeligt, for masser af ansvar var engang alt hvad jeg drømte om i min selvovervurdering lige efter HH. Det var grunden til at jeg tog den HD. Men jeg er bare mig og tør ikke tage den slags ansvar for andres liv, for ikke at nævne sparepenge. Jeg kan jo ikke give en garanti for, at der vil blive en positiv forrentning. Specielt ikke med den virksomhed jeg arbejder for, der sætter en del penge til i den daglige drift.

Jeg kunne jo stikke af. Finde et andet job. Men med jobs på mit niveau følger som regel det ansvar, jeg ikke tør tage. Jobs på et lavere niveau vil kede mig, og arbejdsgiverne vil typisk ikke have mig, fordi jeg er overkvalificret. Som regel er det jagten på det nye job, der er det sjoveste. Når man så starter, dukker virkeligheden op. 

Meget i mit liv virker efter hensigten. Der er varm og dejlig kærlighed. Penge er til stede i tilstrækkelig grad til at leve et komfortabelt liv. Jeg har moderat succes. Men der skal være mere glæde. Hvor får man det? Pengene kan i hvert fald ikke købe det...

Jeg ved ikke om noget af dette her gav mening. Men det er nok også mest skrevet for min egen skyld. En rundtur i mit mærkelige hoved på eget ansvar.

Jeg har lige opdaget tre rynker bag mit øre. Og en mega bums i panden.

Jeg er forvirret.

Min søde, skønne, bundstædige treårige datter har idag været i bad. Ungen har brugt en hel flaske shampoo i løbet af de 20 sekunder, jeg kiggede væk. Den var helt fuld. Hvordan pokker skal jeg nu blive ufedtet i håret i morgen tidlig?

Hvad fuck... I det mindste er hun ren.

Jeg var helt flad, da jeg kørte hjem i går. Det var ikke fordi det havde været en specielt hård dag, alligevel var den berømte honningkrukke HELT tom. Og jeg skulle hjem og have overskud til hyggelig aftenstund. Det er noget man skal have overskud til, når man som jeg har en bundstædig, vild treårig i huset.

Så jeg kørte til Hellerup Havn. Jeg elsker de 100 meter strand bag stakittet for enden af vejen. Det er flere år siden jeg havde været der sidst. Da jeg arbejdede for Ejendomsudvikleren, badede jeg efter arbejde, så tit det var muligt. Det er et godt sted at tanke honning.

Jeg købte en stor isvaffel, der godt i en overdådig vending kunne gøre det ud for aftensmad og satte mig på det sort-tjærede bolværk. Det er skønt bare at sidde der og se på menneskene og havet, og Oslofærgen der forlod Københavns Havn. Og overskuddet sivede ind i alle porer i min krop. Da jeg satte mig i bilen og kørte hjemad, sang jeg så højt til bilradioen, at en perfekt mand i perfekt jakkesær sad i sin perfekte åbne BMW og kiggede underligt på mig i et lyskryds.

Men så for jeg vild på vej hjem og havde glemt GPS'en. Så da jeg kom hjem var jeg alligevel træt og sur. Og Syrenprinsessen havde fået gen gynge i hovedet i børnehaven og lignede en tabt boksekamp, med skrammer på kinden og en lille smule størknet blod under næsen.

Men det er OK. Det var alt andet end perfekt igår, men det er intet. Og i dag er overskuddet tilbage. Måske hjalp min pause i solen ved Øresund alligevel.

Jeg har lige set det afsnit af SATC, hvor pigerne tager til baby-shower uden for byen hos deres ex-vilde veninde. Hun er blevet forstads-kedelig, og da hun forsøger at falde tilbage i den vilde rolle, virker det bare ikke. Hun er ikke den kvinde mere.

Jeg var en vild satan som teenager. Jeg drak mig stangvissen og dansede på bordene og kyssede alle de fyre, der gad. Så skete der det, at jeg mødte en dengang meget ung mand, der så mig som menneske og kunne lide mig som jeg var. Og det ændrede mig. Jeg blev pludselig monogam.

Man kan godt komme til at fortryde at blive tæmmet, og det har jeg også gjort. Jeg har haft min portion kvajere i tilværelsen, men intet har kunnet vælte det Præmietyren har sammen. Og det er heldigvis ikke kun det faktum, at vi har børn sammen.

På trods af alt jeg har udsat min Præmietyr for, så holder han ved. Og det eneste han vil i forhold til mig er at gøre mig lykkelig. Det elsker jeg. For jeg behøver kun at fylde honningkrukken, så jeg kan dele lidt overskud ud til ham, så er han lykkelig. Og så kan vi være lykkelige sammen.

Måske lever jeg et A4-liv bag ligusteren i det lille gule parcelhus. Men jeg vil ikke bytte med nogen. Overhovedet.

Vi har været på Sejerø hos min svigermor i weekenden. Alt var som det plejer, bare anderledes. Bedre. Rarere.

Jeg plejer at være lidt småsur, fordi vi normalt sover sammen alle fire i det samme soveværelse, fordi vi normalt kommer samtidig med Præmietyrens to brødre med koner, teenagebørn og tilhørende kærester. Vi skal jo være sammen. Jeg plejer at have et lidt tvangsmæssigt forhold til disse besøg, fordi jeg skal være høflig og føre en interesseret og voksen samtale med mennesker, som følger med, når jeg har valgt min Præmietyr som livsledsager. Vi har intet til fælles ud over at holde af Præmietyren.

Når vi sover så mange sammen, vækker vi hele tiden hinanden. Jeg har brug for min nattesøvn for at kunne være noget for andre og for selv at være glad. Så efter sådan en weekend var jeg helt vildt træt og sur . Også under weekenden. Men nu har Syrenprinsessen fået et værelse for sig selv, fordi vi kommer når de andre ikke er der.

Nu kan jeg pludselig det hele. Jeg har overskud til at give pokker i at Svigermor synes jeg er underlig, når jeg vil på stranden om formiddagen. Eller at jeg godt kan lide salat med olie-eddike dressing. Jeg har overskud til at sende min mand til fest lørdag aften uden at jeg er med, og jeg har overskud til at pleje hans tømmermænd og pakke os alle sammen sammen og komme med den rigtige færge hjem. Jeg har oven i købet overskud til at købe ind på nul tid søndag eftermiddag og komme hjem og lave popcorn til tømmermandsramt Præmietyr.

Jeg tror at det er sket noget mere end bare bedre nattesøvn. Og det er nyt i en 16 år gammel sammenhæng.  Jeg er blevet opmærksom på, at jeg er nødt til at fylde i honningkrukken, hvis jeg skal kunne dele ud til andre.

Og forresten, så var strandturen i formiddag fantastisk. Så gør det ikke så meget at resten af dagen var hårdt arbejde.

Eller måske er det bare mig, der er opfører mig mærkeligt. Og punkteret den ene dag, men fyldt op den næste.

Det er altså underligt. Eller for-underligt. Hen over weekenden var jeg så arrig, at jeg kunne være løbet skrigende væk fra alting. I dag er der ikke noget. Mit rastløse og nærtagende jeg har været en tur rundt i manegen. For jeg var helt flad. Tømt.

Jeg har endelig fået taget mig sammen til at læse skønne Lones bog og har lært, at man bliver på den måde, når honningkrukken er tom. Jeg har bare givet al min honning væk, og har helt glemt at fylde ny honning i krukken. Så nu har den søde duft været væk et par dage. Og ingen har kunnet vide sig sikker. Både min mand og mine børn har fået skæld ud, og jeg har bandet chefen langt væk. Det er rigtig svært at være rummelig, når honningkrukken er tom.

Så jeg har fyldt i. Og skal fylde i igen i næste weekend. Jeg pusler om mine roser og fjerner lidt ukrudt. Jeg drikker kaffe i solen. Og vel er krukken ikke fuld endnu. Jeg trænger til ferie. Men den er da halv-fuld.

Nu gælder det om at passe på mig selv, for ellers... Beware of crazy woman!

Jeg bestod. Kun lige akkurat, men det er nok.

Jeg har ædt og drukket og moret mig med min familie og en enkelt veninde de sidste to dage, og nu er jeg helt flad og lykkelig. Og har kunnet læse avis i sengen en halv formiddag uden at have dårlig samvittighed.

Fantastisk!

I dag talte jeg i telefon med et medmenneske. Jeg kunne ikke høre halvdelen af, hvad han sagde, så min krøllede hjerne sørgede for, at jeg hørte noget meget negativt. Det er sikkert bare den indre overdommer, der stikker sit fæle fjæs frem. Hende, der siger, at jeg er håbløs til alting, og en dag vil det blive opdaget.

Men måske er ham jeg talte med bare ikke et hak bedre end jeg er. Han er meget intelligent, også meget mere end jeg, og han kan ikke forstå, at alle ikke er lige så dygtige som han er. Forlanges der af mig, at jeg skal være bedre end jeg er?

Jeg må skulle lære et eller andet, siden jeg bliver ved med at rende ind i den slags mennesker.

Nu er hovedopgaven afleveret, jeg har fået de første to rykkere fra biblioteket på uni, og den aller sidste eksamen er på fredag. Om en uge. Om en uge fra nu ved jeg, om jeg er færdig med at læse i denne omgang.

Jeg har ikke været uden professionel målsætning siden femte klasse eller sådan noget. Jeg har alt, hvad jeg ønsker mig professionelt. Den eksamen jeg har ønsket mig så længe, har jeg forhåbentlig lige om lidt. Jeg har et fedt job, der giver mig en masse og udfordrer mig hele tiden, og hvor man lytter til hvad jeg siger. Der er ikke behov for, at jeg arbejder mig ihjel.

Jeg er vant til at ville noget mere. Men det vil jeg ikke nu. Jeg har tidligere nævnt en chefdrøm, men jeg er blevet ældre og klogere. Jeg er glad ved den specialist-stilling, jeg har nu. Jeg er tilfreds. Og det er et godt sted at være. Så kan jeg meget bedre være til stede i mine nu'er og tage tingene som de kommer.

Jeg tegnede engang mine drømme efter at have læst en bog af en eller anden sportsmand, der mente man skulle visualisere det, man gerne ville have, og så gå efter det. Jeg tegnede mig i et mødelokale foran en række mennesker, der alle sammen var glade for at jeg arbejdede for dem og lyttede til mig. Og så tegnede jeg mig, min mand og Svesken og en lille baby foran et parcelhus med to biler i carporten. Vi har kun en bil, der næppe overlever syn, men vi er tæt nok. Vi har fået hus og et barn til. Alt det, jeg ønskede mig, har jeg fået.

Nu skal der bare betales for alt det, jeg har købt. Måske skal næste mål være kun at skylde penge til realkreditten.